Vi har huset fuldt af Maine Coons, vi har altid haft katte, men for 22 år siden købte vi den første Maine Coon og siden har vi ikke kunnet undvære denne skønne race i huset. Når man først har haft en Maine Coon er man fortabt pga deres helt specielle sind (de opfører sig som en mellemting af hund og kat), alle vores har hver især besluttet sig for en af os, og den de udser sig "hænger" dermed på alt, hvad den ønsker sig. I de første mange år "hang" jeg (Anne) på alle kattene, og kunne næsten ikke selv være i sofaen om aftenen. Så indførte jeg, at alle skulle tage lige stor del i pasningen (specielt mht at give mad), da jeg ellers ikke ville lade nye komme til efter naturlig afgang. Det har gjort at alle Maine Coon'erne selv har valgt, hvem af os de henvender sig til. Det er sjovt at se, hvordan de i perioder kan jage rundt med Cecilie ( Kristoffer indtil han flyttede til Frederiksberg), når de vil ud/ind have mad for 10 gang bare for at være i centrum. De er utroligt kælne, men er generelt ikke til fremmede, de må gerne være der, meeen de gider sjældent smigrer sig ind hos dem.